Den utraditionelle Saints-fan

Skrevet af Prinsesse Emmy

Skrevet af Prinsesse Emmy

den 18. oktober 2013

Som ny blogger på et nyt site, synes jeg en præsentation er på sin plads. Men hvad er væsentligt for dig, kære læser, at vide om mig? At jeg er en ung kvinde, der læser til journalist? Eller at jeg elsker mad og musik? Nej. Du vil vide, hvordan jeg lod min kærlighed falde på Saints. Og det er en sjov, lille historie. Den får du her:

Da jeg startede i 1.g, tilbage i 2008, fik jeg min allerførste kæreste. Han blev NFL-fan som en lille dreng, og havde kastet sin kærlighed på Atlanta Falcons, i stor grad grundet danske Morten Andersen.

Jeg blev nysgerrig. Jeg var i forvejen stor fan af dansk og international fodbold, men var aldrig blevet introduceret til amerikansk fodbold før. Men nu var jeg i en alder, hvor jeg faktisk kunne være oppe og se kampene, så jeg skulle introduceres. Og min første rigtige kamp så jeg i slutningen af oktober 2008. Kampen blev spillet på Wembley, og mod San Diego Chargers spillede New Orleans Saints.

I forvejen havde jeg luret lidt på de forskellige hold, for at finde et hold jeg kunne følge, så det ville blive nemmere for mig at koncentrere mig om sporten. Den sorte og guld-farvede shirt havde fanget min interesse – for en 15-årig pige var alt med guld en drøm. Da Saints så hev en sejr hjem i den første kamp, jeg reelt så, var jeg sikker i min sag: Jeg var tilhænger af Louisiana-holdet. Men at jeg ville blive en ægte fan, havde jeg ikke set komme.

Da Drew Brees løftede Vince Lombardi-trofæet i februar 2010, var det min første hele sæson som Saints-fan, der eskalerede i eurofori klokken seks en råkold mandag morgen. Det var uvirkeligt for mig, at jeg kunne mærke ægte glæde over et hold, jeg kendte så lidt til, i en sport, jeg heller ikke kendte synderlig godt. Men jeg var fanget. Grebet af hele NFL-kulturen.

Rivaliseringen med min daværende kæreste, hver gang Falcons og Saints mødtes, var med til at holde liv i min ægte fan-følelse. Der kunne være dårlig stemning i flere dage mellem os, alt efter hvem. der havde tabt søndagens opgør. Men de her lokalopgør mellem en divisionsrival og nabostat var med til, at jeg kunne sætte mig selv i de lokale fans’ sted. Som Brøndbyfan, der hader at tabe til FCK, så betyder det meget mere end placeringen i tabellen. Det handler om lokalpatriotisme og håneret. Indtil det næste opgør.

Selvom at jeg ikke længere er sammen med min gymnasiekæreste, så skylder jeg ham så meget. Jeg er specielt taknemlig for, at han vækkede min interesse for NFL. Den skabte min store forkærlighed for sydstatskulturen, Louisianas historie, historien om orkanen Katrina og det store håb, som fodboldholdet Saints var for lokalsamfundet. Og den fortælling er med til at gøre Saints mit favorithold i dag.

New Orleans er mere end høje lønninger og store sponsoraftaler. Det er en stat, der sammen rejste sig og vendte nedtur til optur. Med Saints og Super Bowl som den ultimative sejr. Og det vil mine blog-indlæg omhandle. Jeg er ikke en nørd, når det kommer til taktikken i spillet. Jeg er interesseret i det bag Superdome.

Det kan du blive meget klogere på her. Jeg håber, at du vil finde det interessant.

Emner:

10 Kommentarer

  1. Ulrik Gorm Jensen

    Tak for indlægget.
    Interessant læsning, glæder mig til de næste…
    Har også et par venner som er inkarnerede Falcons fans, og der er da også lidt ‘spændt’ stemning op til og efter divisionsopgørene.
    Blev selv Saints fan i 1989, da Saints (med Morten Andersen) lige akkurat missede playoffs. Så forøvrigt Chargers kampen på Wembley Live. Fed oplevelse!

    Svar
  2. Lars Aanæs

    Interessant, og velkommen.

    Jeg vil altså gerne vide lidt om, dét der med at du elsker at lave mad. Kan jeg slippe for at gøre det så?
    Ej joke – håber vi kommer til at høre meget mere fra dig 🙂

    Svar
  3. Ulrik Gorm Jensen

    Apropos mad… kunne det være interessant med nogle indlæg omkring gameday food / snaks?

    Svar
  4. PrinsesseEmmy

    Tak for flot velkomst! 🙂

    Ang. mad-indlæg, så kunne det sagtens gå hen og blive en mulighed!

    Svar
    • Salar

      Og jeg skal hilse at sig din kærlighed til musik og mad passer perfekt til NOLA; de elsker musik – Mardi Gras, Boubon Street, Jazz festival – samt mad; cajun & sea food ;-))

  5. Salar

    Velkommen i klubben! Og det er ligegyldigt hvor længe man har været fan af The Saints; det bliver man ikke mindre passionable eller lidenskabelig fan af 😉

    Svar
    • PrinsesseEmmy

      Lige præcis. Og tak! 🙂

  6. kangaroo

    Altid sjovt at rode rundt i gamle indlæg – håber vi forsat har Emmy blandt B´n`G ?

    Svar
    • Ulrik Gorm Jensen

      Det tror jeg bestemt @prinsesseemmy:disqus er. Ang. gamle indlæg lagde jeg i weekenden nogle af Dragons blog indlæg op på sitet igen. De var ikke kommet med fra da vi kørte phpfusion(før 2011) her på NOSdk. Desværre kunne jeg ikke finde Broderas kamprapporter i databasen. 🙁

    • PrinsesseEmmy

      Jeg er her endnu, jeg har bare været meget dårlig til at finde tid – både til blog og til NFL den forgange sæson. Jeg lover, at der kommer nyt, når den nye sæson går i gang! 🙂

Skriv en kommentar

NYHEDSBREV

Gør som mange andre danske New Orleans Saints fans. Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de vigtigeste nyheder leveret direkte i din mailbox.

WHODAT - Du er nu tilmeldt vores mailliste.

Pin It on Pinterest