New Orleans Saints’ 2023-sæson sluttede før det blev rigtigt sjovt. En skuffende sæson blev afsluttet med en storsejr over rivalerne fra Atlanta Falcons. Men lige lidt hjalp det. Saints var afhængig af hjælp udefra, for at avancere til slutspillet. Men drømmescenariet udeblev, da både Tampa Bay og Green Bay vandt deres opgør, og forviste Saintsmandskabet til en sofaplads, når wildcardrunden spilles i den kommende weekend.

EN SEJR OVER FALCONS VARMER ALTID

Mange Saintsfans elsker at hade Atlanta Falcons. I ugen før disse opgør mod divisionsrivalerne, tales der om “hate-week” på diverse Saintsfora. Derfor er det altid dejligt med en overbevisende sejr mod netop Falcons. Men det samlede indtryk, af den netop overståede regulære sæson, er skuffelse, på trods af en fin slutspurt, som desværre blev indledt for sent.

Storsejren over Atlanta vil heller ikke blive husket for godt spil fra David Carr, flere imponerende touchdown catches og et forsvar, der fik justeret og lukket ned for Atlantas angreb efter en usikker start. Kampen vil blive husket for ét bestemt spil. Et spil, som nogle kritikere peger på, er symptomatisk for Saints’ problemer under Dennis Allen som head coach.

Med to rodede sæsoner og et hold, som ifølge bærende spillere, har kæmpet med at finde sin identitet, har Saints resultater under Dennis Allens ledelse skuffet mange. Derfor tager vi i følgende artikel et kig på, hvor Saints befinder sig som organisation, og gætter på, hvad der vil ske på trænerfronten i de kommende uger.

TO ÅR MED DENNIS ALLEN VED RORET

Lige før jul 2021, agerede Dennis Allen standin for den covid19-ramte head coach Sean Payton, i det interne divisionsopgør med Buccaneers. Saints lukkede helt ned for Tom Brady og vandt kampen 9-0. Lidt over en måned senere, informerede Payton organisationen, at han trådte tilbage fra jobbet, og Dennis Allen blev forfremmet til ny head coach omkring 14 dage senere.

Allen overtog et hold med store, men aldrende, profiler – især på forsvaret. Allens mandskab manglede også den franchise quarterback, som Payton nød godt af i alle sine år som head coach – på nær sit sidste. Alligevel, var der store forhåbninger til, at Saints kunne fortsætte det gode forsvarsspil og med ny energi i trænerstaben, kunne gøre sig gældende i kampen om divisionstitlen i NFC South.

SPORADISK FREMGANG OG DYRE NEDERLAG

Første år med Allen ved styrepinden, blev en rodet affære, og Saints sluttede sæsonen med 7 sejre og 10 nederlag. Anden sæson med Allen som head coach blev igen en ujævn sæson med store udsving i præstationerne. Det så ellers lovende ud, da Patriots blev holdt til 0 point tidligt i sæsonen, men forsvaret levede igennem sæsonen ikke op til de seneste års imponerende niveau. Og et par ærgerlige nederlag i løbet sæsonen blev dyre i det samlede regnskab.

Fraværet af Marshon Lattimore igennem store dele af sæsonen, formåede forsvaret at gardere sig imod et langt stykke af vejen. Men i nederlaget i 16. spillerunde mod Rams, blev Saints’ secondary udstillet. Årets ærgerligste og dyreste nederlag, var i min bog, nederlaget til Green Bay Packers, hvor Saints førte 17-0 inden 4. quarter, men tabte 18-17 efter forsvaret faldt sammen i 4. quarter og rookie kicker Blake Grupe missede det afgørende field goal, som med kort tid igen, kunne have afgjort kampen til Saints’ fordel.

Saints sluttede sæsonen med en record på 9 sejre og 8 nederlag. På papiret en fremgang, og Dennis Allens første winning season som head coach. Men bag resultaterne, gemmer sig også den nemmeste schedule i NFL, og en række opgør, hvor Saints har været oppe imod overkommelige modstandere, bl.a. på baggrund af skader til modstandernes quarterbacks.

RESULTATMÆSSIG SKUFFELSE

Det var nok de færreste, som havde spået Saints i SuperBowl i år, men en divisionssejr var ikke urealistisk at sætte næsen op efter, med tanke på, at de bedste quarterbacks som Saints skulle op imod i år, har været Matthew Stafford, Jared Goff og Trevor Lawrence.

Efter nederlaget mod Rams, hvor Saints blev spillet af brættet, var kritikken af Allen ikke til at overhøre, og flere artikler om mulige efterfølgere til hans job som head coach, blev skrevet i dagene derefter. Navne som Jim Harbaugh og Brian Flores blev luftet i fankredse, men paradoksalt nok, tyder meget, at endnu en stærk indsats imod Buccaneers har afgjort Allens skæbne.

Nytårsaften slog Saints nemlig Buccaneers på Raymond James Stadium 23-13 efter en overbevisende indsats, hvor Buccaneers reelt blev spillet af banen, og kun fik pyntet en smule på resultatet mod kampens slutning. Efter den knusende sejr med Falcons i sidste spillerunde, ser det ud til, at Allen har sikret jobbet endnu en sæson.

HAR ALLEN MISTET RESPEKTEN I OMKLÆDNINGSRUMMET?

Tidligt i sæsonen, udtalte blandt andet stjernerunningback Alvin Kamara ellers, at Saints ikke havde nogen identitet. David Carr var åbenlyst ikke på bølgelængde med sine receivers, og den offensive koordinator, Pete Carmichael Jr. har aldrig rigtigt formået, at sætte Kamara i scene. Derfor var kritikken af ham til at føle på. Saints’ angreb var fantasiløst og nemt at læse. Saints var bl.a. det hold i NFL, som benyttede færrest play-actions, og havde derudover store problemer med at konvertere redzoneforsøg til touchdowns. Alligevel fik holdet vendt skuden og vandt fire af de sidste fem kampe – bl.a. på grund af at niveauet i angrebsspillet blev hævet. Desværre skete dette alt for sent.

MEN tilbage til det føromtalte symptomatiske spil, som Falconskampen vil blive husket for. For spørgsmålet er, om Dennis Allen er den rette mand til at lede New Orleans Saints videre i de kommende år?

Bagud 41-17 med halvandet minut igen, forsøgte Falcons at pynte på resultatet. Tyrann Mathieu læste Logan Woodside, som havde taget quarterbacktjansen for Desmond Ridder, og interceptede kastet. I stedet for at løbe i endzone, løb Mathieu tør for kræfter og blev tacklet på et-yard-linjen. Kampen var reelt afgjort.

DE SKULLE BARE KNÆLE OG LADE TIDEN LØBE UD

Dennis Allen satte reserve quarterback Jameis Winston på banen, for at ”tage et knæ”, så tiden kunne løbe ud og slutte kampen. Winston og holdkammeraterne ønskede imidlertid at forære runningback Jamaal Williams sæsonens sidste og eneste touchdown, ovenpå en slidsom sæson for ham. Allen stod dog ved sin beslutning. Han sagde ”nej” og bad Winston knæle.

I samråd med sine øvrige angrebskollegaer, besluttede Winston at overtrumfe Allens beslutning. Han lavede en audible og ændrede spilkaldet til et løb, på trods af at Saints var i den velkendte victory-formation, hvor modstanderen traditionelt set, indstiller sig på ikke at lade tiden løbe ud uden at forsøge at tackle angrebet.

Williams scorede sit touchdown til stor morskab for mange Saintsfans, som elsker at gnide salt i såret på rivalerne. Men Falcons, senere fyrede head coach, Arthur Smith, var rødglødende af raseri, og Dennis Allen selv, var flov over, at hans spillere trodsede hans beslutning, og måtte undskylde det usportslige spil på det efterfølgende pressemøde.

DEN TAGER VI INTERNT

Kritiske røster, har allerede pointeret, at Allen har mistet respekten i omklædningsrummet, når hans spillere ikke følger hans beslutninger. Og oveni sæsons føromtalte udtalelser fra bl.a. Alvin Kamara, og en ulmende konflikt med holdets vel nok bedste spiller, Marshon Lattimore, kan man retfærdigvis spekulere over, om han er den rette mand, til at lede holdet i næste sæson også. De kritiske røster har i hvert fald peget på det symptomatiske i, at holdet har manglet retning og identitet, og derfor virker det ekstra iøjnefaldende, når spillerne ikke følger spilkaldende fra deres head coach.

I ugerne op til sæsonafslutningen, udtalte flere spillere endda, at de spillede for hinanden (som hold) og dermed ikke, at de spillede for Dennis Allen, som man ellers ofte hører, når et hold kæmper for at redde jobbet for en værdsat coach. Allen selv, har dog nedtonet dette, og forklarede at problematikken ville blive håndteret internt.

HVAD SKAL DER SKE I FRONT OFFICE OG PÅ TRÆNERFRONTEN?

HEAD COACH, DENNIS ALLEN

Meget tyder på, at Allen stadig er head coach i næste sæson, på trods af føromtalte problematikker. Selvom holdet i manges øjne, har skuffet i begge år under hans ledelse, og at han ikke nyder samme respekt i spillertruppen som Sean Payton gjorde. Men der har også været lyspunkter.

Dennis Allen har formået at skabe et hold, som sjældent giver op. Selvom det har knebet med at lave point på angrebssiden, er holdet blive ved med at kæmpe, og har ofte bragt sig selv tilbage i kampene, så spændingen om kampens udfald har været indtil sidste spil. Det taler for, at Allen bliver.

På trods af langvarige skader til Marshon Lattimore i begge sæsoner og karantæne/skade til Marcus Maye og et noget mærkeligt farvel til CJ Gardner-Johnson, har Saints’ secondary været blandt ligaens bedre i begge sæsoner. Dette tyder på, at Allen er god til at finde spillere, som passer til hans filosofi, hvad enten det er via draften eller free agency. Det tyder også på, at Allen formår at coache sine spillere til at præstere i hans system.

Måske/måske ikke blev den sene slutspurt afgørende for Dennis Allens fremtid. Saints-organisationen har sjældent været hurtige på aftrækkeren, når det kommer til at fyre trænere. Meget tyder også på, at Dennis Allen stadig har en stor stjerne hos Mickey Loomis. Derfor forventes det, at han bliver siddende som head coach.

DEN OFFENSIVE STAB/OC, PETE CARMICHAEL JR.

Angrebet så i store dele af sæsonen ideforladt og tandløst ud. David Carr var i store dele af sæsonen ikke den væsentlige opgradering ift. sidste års startere Jameis Winston og Andy Dalton, som man havde forventet og håbet på – på trods af en væsentlig større løncheck. Midtvejs i sæsonen måtte Carr endda finde sig i højlydte “buh-råb” fra fanbasen.

Offensiv koordinator, Pete Carmichael Jr., har med rette fået kritik for angrebets tandløse præstationer, men imod slutningen af sæsonen, så det faktisk ud til, at melodien var fundet og redzone-problemerne var løst. Alt andet lige, må man dog gå ud fra, at et skifte på den offensive side af trænerstaben, må være et af de første træk i offseason. De første pilen peger på, når angrebet ikke fungerer, er coachen og quarterbacken.

Den offensive linje, var i første halvdel af sæson hullet som en si, hvilket medførte flere mærkbare sacks på David Carr med skader til følge. Imod sæsonens afslutning har linjen set bedre ud, og Carr har haft færre gener af sine skader. Dette har været medvirkende til, at Carr har hævet sit niveau. Carrs kontrakt taget i betragtning, må man gå ud fra, at han minimum spiller i Saints i næste sæson også.

Pete Carmichael Jr. derimod, fungerede som Sean Paytons højre hånd i det ofte succesfulde angreb. Men efter Paytons farvel, har Carmichael Jr. haft svært ved at skabe samme potente og nytænkende angrebsfootball, som Payton havde succes med. I sin første sæson som offensiv koordinator, formåede han ikke at finde den rette formel til at udnytte Alvin Kamaras styrker. I sin anden sæson, har det set en smule bedre ud. Men Saints løbeangreb er ikke længere frygtet af modstandernes forsvar. Faktisk har løbet ofte fungeret bedst, når Taysom Hill har haft bolden i hænderne. Derfor kan det også undre, at netop dette, ikke har været udnyttet mere i år.

Derfor forventes det, at Carmichael Jr. bliver ét af ofrene, når sæsonen skal gøres op, og årsagerne til de svingende præstationer skal udpeges. Faktisk, forventes der fra mange fans en komplet udrensning på den offensive side af trænerstaben. Det eneste som taler imod dette er, at David Carr igennem hele sin karriere, har haft problemer i sin første sæson i et nyt system, men har spillet godt året efter.

GENERAL MANAGER, MICKEY LOOMIS

Helt i toppen af Saints-organisationen sidder Mickey Loomis. Hvor meget de enkelte general managers blander sig i ledelsen af holdene, varierer meget fra organisation til organisation. Mickey Loomis var manden, der hentede Sean Payton til New Orleans i sin tid, hvilket blev begyndelsen på den bedste periode i franchisens historie.

Sean Payton fik temmelig vidde rammer for, hvordan der skulle draftes, hvordan holdet skulle sammensættes, og hvilke spillere der skulle forlænges med. Om Dennis Allen har de samme beføjelser, er nok tvivlsomt, men det kan komme med tiden, hvis det viser sig, at han kan bringe Saints tilbage i playoffs.

Mickey Loomis er også manden, der ansætter og fyrer trænere, spiller en stor rolle under draften, har det overordnede ansvar for at styre cappen, og sammensætter holdet sammen med trænerne. Han sidder dermed med ansvaret for holdets præstationer og kan diktere, hvilken retning holdet skal bevæge sig i.

Mickey Loomis er ikke så fremtrædende i medierne, som andre general managers, men bør i kraft af sit jobs vigtighed nævnes, når det kommer til at vurdere, om Saints bevæger sig i den rigtige retning. Mickey Loomis er derudover også general manager for NBA-holdet New Orleans Pelicans, hvor han i jobbets natur, har nogenlunde samme funktion.

Loomis fik med rette masser af kredit for at ansætte Sean Payton, satse på Drew Brees, Jonathan Vilma m.fl. samt gode draftårgange i bl.a. 2006 og 2017. Men der har også været gevaldige svipsere undervejs. Loomis er ikke bleg for at benytte en aggressiv draftstrategi, som inkluderer at trade fremtidige draftpicks eller spillere væk, for at komme frem i draften. Dette har medført, at Saints har kunnet drafte ønskespillerne højest på deres boards. Dette var bl.a. tilfældet med Marcus Davenport og Trevor Penning, som begge har skuffet fælt i Saintsuniformen.

Loomis’ holdning til håndtering af cappen, har også været genstand for megen snak blandt NFL-eksperter. Strategien har nemlig været at ligge lige omkring maxbeløbet for lønningerne, og restrukturere mange kontrakter, så caphittet flyttes til de efterfølgende år. Loomis og Payton gik i flere år all-in på at komme i SuperBowl, fordi man troede på en slagkraftig roster. Sådan gik det desværre ikke, og nu befinder Saints sig i lidt af et caphelvede som før eller siden skal håndteres anderledes.

Alt efter, hvilken holdning man har til capmanagement, kan man kritisere Mickey Loomis for den strategi, da han står med det overordnede ansvar. Det er i sig selv ikke et problem, når cappen stiger, som den har gjort hidtil. Men under covid19 voksede cappen ikke som de foregående år, og Saints blev ramt hårdt på grund af strategien.

I de senere år, har Saints bl.a. vinket farvel til spillere som Marcus Williams, Vonn Bell, Kaden Elliss, David Onyemata, Trey Hendrickson m.fl., som blev for dyre at forlænge med. Og så bliver det altså svært at bevare et slagkraftigt roster, når man vedvarende skal dække sig ind med aldrende spillere og free agents, fordi de unge og billigere talenter ikke kommer ind via draften, når man har byttet draftcapitalen væk.

Ofte har løsning været at satse på undrafted rookies eller free agents, som i nogle tilfælde har klaret det over al forventning. Men strategien bliver, på den lange bane, svær at fortsætte med.

I sommers valgte man eksempelvis at satse på de lidt billigere alternativer på special teams, i form af kicker Blake Grupe og punter Lou Hedley, men succesen var til at overse. Hedley har haft et par gode kampe, men har sæsonen igennem, virket som et dårligt sats. Grupe har haft sine gode momenter, men hans missede field goal imod Packers, endte med at blive afgørende for sæsonen (ikke at han på nogen måde bærer skylden alene). Retfærdigvis skal det nævnes, at Will Lutz ikke har gjort det mærkbart bedre for Broncos.

Med mindre David Carr fortsætter sit spil fra sæsonens seneste kampe, bliver Saints før eller siden nødt til at adressere quarterbackpositionen via draften. Disse er sjældne og oftest meget dyre at signe via free agency, hvis ikke man ejer et tidligt draft pick og dermed ikke kan finde én via draften.

Historisk set, har Saints dog ikke valgt en quarterback i første runde siden Archie Manning i 1971. Ved den seneste draft, valgte Saints godt nok quarterback Jake Haener i fjerde runde, men om han er den fremtidige franchise quarterback, er svært at spå om. Men med et hold med aldrende stjerner på begge sider af linjen, skal der fyldes på med yngre spillere, som kan igangsætte det uundgåelige generationsskifte. Men bliver det så med Mickey Loomis som general manager?

Det ligger ikke i kortene, at Mickey Loomis forlader sin post lige nu, selvom han har mange jern i ilden. Det bliver formentlig ham, som skal lægge strategien for, hvordan Saints kommer videre, og får sat gang i både foryngelsesprocessen og håndtering af capsituationen. Men allerførst, skal der tages vigtige beslutninger på trænerfronten.

OPSUMMERING

Selvom der har været snak om potentielle arvtagere til jobbet som head coach, forventes det, at Dennis Allen fortsat er head coach i næste sæson. Men mængden af goodwill hos fans og front office, må alt andet lige være mindre, end den har været. Saints skal starte næste sæson med gode resultater, hvis ikke fanbasen hurtigt vil kræve hans afsked. Pete Carmichael Jr.’s dage som offensiv koordinator for Saints, synes at være talte. Angrebet har aldrig fungeret kontinuerligt under hans ledelse, og hans navn må være blandt de første, når der skal peges på de steder i systemet, som ikke har levet op til forventningerne. Mickey Loomis som general manager, synes ikke at være på vej væk. Saintsejer Gayle Benson virker ikke som en ejer, der tager hurtige beslutninger baseret på et par halvsløje sæsoner. Så det skal være på eget ønske, hvis Mickey Loomis skal træde tilbage.

DE ALDRENDE STJERNER

Ved afslutningen af hver sæson, står NFLs general managers med store beslutninger om, hvilke spillere man skal satse på i fremtiden. Spillere som befinder sig i udkanten af truppen, skal enten forlænges eller siges farvel til, imens nogle spillere selv ønsker at søge nye græsgange.

David Carr fandt først rytmen sent i sæsonen, andre spillere som Demario Davis og Cameron Jordan, er ved at nærme sig den kritiske alder for NFL-spillere, og Marshon Lattimores kontrakt er netop forlænget med ændringer, som gør ham nemmere at trade. Desuden har Michael Thomas flere gange været rygtet på vej væk eller tæt på karrierestop. Hvilke spillere, som forventes at blive og hvilke som forventes at forlade Saints, kigger vi på inden længe.